Konflikter i et parforhold er ikke problemet. Det egentlige problem er den afstand, konflikterne skaber imellem os. ‘Det er mønsteret, der er monsteret’, plejer jeg at sige i mine samtaler. Det er den afstand, der kommer imellem os, når vi prøver at sige noget vigtigt til hinanden, når vi virkelig kæmper for at få den anden til at forstå.

Der er konflikter i alle parforhold, og det vil ofte være omkring de samme temaer og småting i hverdagen. Hvorfor er det altid mig, der skal gå ud med skraldet? Hvorfor kommer du altid for sent? Nu har du igen ikke stillet dine sko på plads! Du sidder bare altid der og strikker! Nogle gange siger vi det højt til hinanden og andre gange holder vi det inde i os selv og møder den anden med en larmende tavshed. Uanset hvad, er der her grobund for at havne i en konflikt med hinanden. I en kamp om, hvem der har ret.

I den kamp oplever vi begge ofte, at vi kæmper og kæmper og lige meget hjælper det. Vi føler konflikterne gentager sig, vi prøver at løse dem, men lige meget hjælper det, og lige så stille kan vi havne i den opfattelse, at det er vores partner, der simpelthen ikke vil løse det, ikke vil rykke sig, ikke vil hjælpe os, ikke vil forstå.

Det er her det egentlige problem opstår. For når vi havner her, så kommer afstanden imellem os. Vi mister kontakten til hinanden for en stund, og ind imellem mister vi også lysten til at opsøge kontakten til hinanden igen.

Vi er havnet i et negativt mønster med hinanden, og jo mere vi prøver at få den anden til at forstå, jo mere kæmper den anden for det samme. Men i den kamp forsvinder nysgerrigheden og åbenheden, og ingen af os bliver mødt i vores egentlige behov. Med stor sandsynlighed er vi begge sårede lige her, og med stor sandsynlighed længes vi begge efter at føle os vigtige, betydningsfulde og gode nok for hinanden.

Hvis I kan genkende beskrivelsen, så ligner I alle andre par. Vi havner alle i mønstre i vores parforhold, og den gode nyhed er, at det er, fordi vi betyder så meget for hinanden.

Når vi havner i voldsomme konflikter over små ting, er det ofte fordi, vi betyder meget for hinanden, og fordi der ligger noget andet bag: En sårbarhed en længsel, vi ikke helt føler, vi bliver mødt i. Vi taler til hinanden med vores ydersider, men på indersiden er der som regel en sårbarhed, som det kan være meget sværere at dele og også sværere at få øje på og sætte ord på.

Men måske kan I hjælpe hinanden med det? Måske kan I hjælpe hinanden med at få øje på jeres mønster og sammen være nysgerrige på, hvad der ligger bag, hvad det er, der fylder på indersiden hos jer hver især?